Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Samarbejde på tværs

Indimellem oplever vi at medarbejderne, forældrene eller børnegrupperne kalder på en ny måde at arbejde med relationerne på. Her har vi muligheden for at få sparring og vejledning fra vores team i PPR. 

I er som forældre vores vigtigste samarbejdspartnere. I område vest taler vi OM børn MED forældre. Det betyder at I altid vil blive inddraget i vores undren eller bekymring, hvis den skulle opstå for jeres barn. Vi ønsker en åben dialog og vi er altid klar til en snak om stor eller småt. Hvis I har brug for yderligere dialog, er I velkomne til at ønske et møde - det planlægger vi gerne. Vi håber at I også vil dele jeres tanker eller evt. bekymringer med os, hvis de skulle opstå. Hvis vi oplever et behov for at drøfte vores tilgang til jeres barn med en samarbejdspartner, vil vi bede jer om samtykke forinden.

I vores område, samarbejder vi primært med: 

Fysioterapeut: som hjælper os med at styrke vores læringsmiljøer i løbet af dagen, så de stimulerer børnenes sansemotoriske, grov- og finmotoriske udvikling. 

Psykolog: som hjælper os med at se på vores relationer til børnegruppen og det enkelte barn, så vi sikrer tryg tilknytning, personlige og sociale færdigheder.

Talehørelærer: som hjælper os med at understøtte børns sproglige udvikling. Både indenfor børnenes kommunikative færdigheder, udtale og begrebsverden.

Sundhedsplejerske: som hjælper os med at sætte fokus på barnets trivsel, udvikling og sundhedsmæssige perspektiver.

Småbørnskonsulent: som har et særligt blik for, hvad der skal til for at børn trives. Der kan tilbydes besøg i hjemmet, hvis der er behov for at udvikle nye samspilsmåder, rutiner eller andet, der kan støtte familien fremadrettet i familielivet. 

Forebyggende rådgiver: som hjælper os med perspektiver på familien og kan supplere med viden om, hvad der kan tilbydes til familier. Den forebyggende rådgiver er optaget af dynamikken i familien og det hele billede af barnet, ligesom hun kan rådgive ifht. hvem man kan søge bevillinger m.m. hos.

Vi kan mødes med vores samarbejdspartnere på tværs - på ressourceteammøder, hvor vi drøfter overordnede temaer, hvad der rører sig i Væksthuset for tiden eller hvordan børnene og børnegruppen trives.  På sparringsmøder hvor medarbejderne kan få direkte vejledning omkring en situation eller måder at nytænke praksis ifht. et enkelt barn eller børnegruppe. Eller på netværksmøder som er vores mulighed for, sammen med jer som forældre, at sætte en retning for vores arbejde omkring jeres barn. Ofte aftaler vi her hvilke tiltag vi afprøver og tager temperaturen på vores pædagogiske indsats.

Vi har også tilknyttet en inklusionspædagog til Væksthuset, som er optaget af, hvordan vi skaber inkluderende miljøer og mulighed for deltagelse for alle børn. Inklusionspædagogerne har et særligt øje for tidlig indsats og arbejder primært i vores vuggestuegrupper. Inklusionspædagogen beskæftiger sig med grupper af børn og planlægning, vejledning og udviklingsprocesser i samarbejde med medarbejderne. Men kan også være tovholder for udviklingsprocesser for de enkelte barn i gruppen. I område vest er tilknyttet 4 inklusionspædagoger, som er fordelt i de enkelte huse.

Udover de nævnte samarbejdspartnere, har vi også lokale aktører som vi bliver inspirerede af. Eksempelvis har vi i opstartsperioden haft besøg af Svenstrup Naturskole, som har hjulpet os med at se på vores fysiske læringsmiljøer og hvordan vi kunne inddrage elementer af udeliv. Vi arbejder på at inddrage lokalsamfundet og de muligheder vi har for oplevelser lokalt.