I Væksthuset har vi madordning. Der er morgenmad frem til kl. 7.30., så kom lidt før, hvis jeres barn skal spise med og få en rolig opstart på dagen. Det er vigtigt for resten af børnegruppen og huset, at vi er klar til at lege og gå i gang med vores hverdag kl. 7.30 på stuerne.
Vi øver os i at præsentere maden, undersøge den og inspirere hinanden til hvordan et måltid kan bidrage til at styrke børns madmod, dannelse og madkultur. Vi opfatter måltidet som et vigtigt læringsmiljø.
Måltiderne i Væksthuset skal først og fremmest være præget af en god stemning. Det skal være trygt for børnene at eksperimentere, få smagsoplevelser og opøve færdigheder i forbindelse med måltiderne. Derfor gør vi også hvad vi kan, for at skabe hygge om bordet. Vi skaber et ritual omkring måltidet, så børnene oplever at det er forudsigeligt og trygt at deltage i.
Måltiderne tilbydes jf. vores profil bevægelse og udeliv i perioder ude eller inde. Vi har et særligt fokus på at børnene selv lærer at mærke efter, hvornår de er sultne og mætte. Det er derfor også vigtigt for os, at vi respekterer når børnene siger til og fra. Vi kan lave små smagsprøver, sanse og undersøge måltidet, for at gøre børnene fortrolige med situationen og interesserede i at smage. Det betyder også at børnene kan levne, hvis der er noget mad de ikke kan lide. Hvis vi vurderer at barnet ikke har mulighed for at blive mæt i måltidet, fordi det ikke kan lide maden, kan der smøres et stykke rugbrød som alternativ.
Vi øver så vidt muligt at spise med bestik. De yngste børn smager, oplever og får erfaringer med mad gennem sanseoplevelser. Her har børnene mulighed for at spise med fingrene og undersøge mad og konsistens.
Børnene deltager aktivt ved at dække bord, hente service/rullebord, sende maden rundt til sine kammerater eller dele ud. Der er særlige opgaver ved bordet og vi prioriterer det sociale fællesskab omkring måltidet højt. Vi øver os i at vente på tur, give plads til andre, deltage i dialoger, sætte ord på ingredienser, oplevelser eller på hvor maden kommer fra. Vi prioriterer at inddrage børnene på forskellige måder i demokratiske processer omkring menu eller ønsker. Vi arbejder også målrettet med at give børnene mod til at prøve selv - prøve at smøre en mad, skære ud, øse op eller hælde fra en kande.
06.30-07.30: MORGENMAD
09.00: FORMIDDAGSMAD
11.00: FROKOST
14.00 EFTERMIDDAGSMAD
På ture ud af huset med madpakker hjælper køkkenet med at smøre madder eller vi gør det i samspil med børnene, så de bliver en del af oplevelsen og opgaverne omkring klargøring af turen med madpakker, planlægning eller ønsker til hvor turen skal gå hen.
Vi følger kostrådene fra fødevarestyrelsen og sørger for at jeres barn får gode, veltilberedte og nærende måltider.
Børn på 3 år og ældre medbringer frugt til hele ugen, som om mandagen lægges i en fælles kurv. Frugten bliver (sammen med det indkøbte til de yngste børn) til fælles frugtfad, som skæres ud sammen med børnene på stuen til eftermiddagsmad.
Der serveres mælk til morgenmad og frokost og vand til øvrige måltider. Se også vores tavle ved køkkenet, som opdateres med dagens menu.
Oplever I et behov for at drøfte måltider, indhold eller andre spørgsmål til køkkenet, vil vi meget gerne modtage. Hvis vi har bekymringer omkring jeres barns spisning i huset, giver vi altid besked til jer. Vi vil gerne indgå i dialogen med jer, så vi sikrer at både I og jeres barn får så kvalitativt et tilbud som muligt.
Madplaner meldes ud på AULA ugevis.
Vi har i Væksthuset et professionelt læringsfællesskab omkring måltiderne, hvor vi mødes og kvalificerer praksis sammen med kostfaglig køkkenansvarlig og en repræsentant fra hver stue samt leder. Her aftaler vi også projekter som handler om madmod eller pædagogiske læringsmiljøer.