Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Søvn og hvile

Børn er aktive i løbet af en dag. Derfor bruger de også vældig meget energi og det kræver en god søvn. Som udgangspunkt vækker vi ikke børn i Væksthuset. Vi putter børnene efter behov og vi tager udgangspunkt i de signaler vi ser hos det enkelte barn. 

Vi prøver at skabe en rolig og hyggelig hvileperiode i Væksthuset for børnene. De kan blive puttet med et kendt sovedyr, sut eller egen dyne, alt efter hvad der betyder noget for barnet og hvad det er vant til. Særligt i perioder hvor barnet starter op, er det vigtigt at have noget kendt og trygt at nusse med, når de nye rammer er uvante.

De yngste børn sover i barnevogne enten i vores krybberum eller udenfor. Børn på 2 år og derover sover udenfor i vores shelters. Børnene ligger i kvalitetssoveposer, som sikrer at de holder varmen. Når børnene lægger sig til at sove, er der voksne omkring som sikrer sig, at der er trygt og godt. Vi tilser jævnligt børnene når de sover. Der er babyalarm hos de sovende børn. Når børnene vågner, giver vi tid til at putte færdigt - måske hos en voksen - eller til at tage tøj på. 

Selvom børnene ikke sover til middag, kan der stadig være behov for en hvilestund. Derfor har vi mange muligheder i huset for, at børnene kan få en rolig stund i en hængekøje, på en madras eller i en hule. 

Hvis I oplever at jeres barn ikke har en god søvn eller måske et vanskeligt overgangsritual i forbindelse med sovning, henviser vi gerne til vores småbørnskonsulent eller sundhedsplejerske, som kan rådgive og vejlede jer som familie.