I Væksthuset arbejder vi på at integrere bevægelses- og udelivselementer i børnenes livs- og læringsmiljøer.
Vi vil gerne understøtte børnenes naturdannelse, deres forståelse for naturen omkring sig, bæredygtighed og måder at bruge naturen som uderum. Uderummet på legepladsen tilbyder både varierede legemuligheder, forskellige underlag, sansemotoriske oplevelser, kropslige udfoldelser og fordybelse. Vi har vilde, naturlige miljøer. Sprudlende hyggekroge. Eksperimenterende og udfordrende områder. Vi har biodiversitet - genbrug - kredsløb - køkkenhave - bål og snitteværksted - vandleg og mudder - små, udfordrende bakker - bærbuske og børneskove under etablering - bambus der bøjer i vinden.
Vi ved at børn udvikler sig bedst på deres egne initiativer - og gennem egen krop. Derfor er der plads til at eksperimentere, undersøge og være nysgerrige sammen i Væksthuset. Vi tilbyder inspirerende forløb, men lægger især vægt på at være attraktive legekammerater, at indgå i legene, inspirere til udvikling af leg og være med på børnenes kontaktformer.
Når børn lærer gennem kroppen, betyder det at der er brug for kropsligt at kunne afprøve, hvad kroppen kan og hvad den endnu ikke har lært. At kunne regulere sine sansestimuli er også noget vi har fokus på i Væksthuset - at få en fornemmelse af, hvordan vi kropsligt kan skrue op og ned for aktivitet og fordybelse. Børns erfaringer med deres kropslige udtryk er ofte noget, de finder sammen om. Derfor er fællesskabet også afgørende for muligheder for at turde og være motiveret for at afprøve. At være en del af et fællesskab, at øve sig i at inddrage hinanden , at invitere sig selv ind i leg, at forhandle, at kopiere og se den anden, er ofte lettest for børn i bevægelse.
Bevægelse er mange ting. I Væksthuset definerer vi bevægelse ud fra en sansemotorisk forståelsesramme. Sansemotorik er det samspil der foregår mellem sanser, krop og hjerne. Sansemotorik ligger til grund for udviklingen af vores bevægelser, reaktioner, adfærd og følelser. Sansemotorik fortæller hjernen hvordan den skal reagere og kroppen hvordan den skal bevæge sig. Inspirerende, legende og undersøgende miljøer skal danne grundlaget for læring og vi skal vokse - sammen. Børn bruger kroppen når de skal i kontakt med andre og når de skal udforske omgivelserne. Bevægelse er afgørende for børns måde at undersøge verden på og derfor har vi i Væksthuset også skabt plads til bevægelse inde. Børnene skal kunne kravle, tumle og lege med kroppen i vores indretning, ligesom de skal kunne finde et roligt sted, hvis nervesystemet trænger til beroligelse. Vores miljøer er fleksible og kan forandre sig, alt efter børnegruppens behov.